Torsdag d 10 sept kørte vi til Bryce Canyon Nationalpark, der skulle vise sig at blive en fantastisk oplevelse.
Bryce er et eventyrligt smukt landskab af røde eroderede kalkstensklipper, der former de utroligste figurer. Vi kunne i hvertfald få dem til ligne mange ting - kun fantasien satte grænser.
Paiute-indianerne har beskrevet stedet som : Røde klipper, der står som mænd i en pibehoved-formet canyon.
Amerikanerne kalder de eroderede klipper Hoodoos. Ordet har også en anden betydning: at kaste en forbandelse. Og i følge Paiute-indianerne er søjlerne i virkelighede The Legend People, der blev forstenet af prærieulven som straf for dårlig opførelse!
Langs den godt 30 km lange vej gennem parken er der adskillige imponerende udsigtspunkter, og vi kunne køre i bil fra sted til sted. Der var også flere forskellige vandreture ned i selve dalen, så man kunne komme helt tæt på søjlerne. Men vi valgte at "nøjes" med udkigspunkterne langs kanten. Det var fantastisk, noget helt unikt vi aldrig før havde set, og sikkert heller aldrig kommer til at se igen. Vi kunne nyde udsigten i timevis....
Man kunne også komme på tur med mulddyr ned i canyonen.
Vi har taget rigtig mange billeder, og her er et lille udpluk, men vi henviser igen til fotoalbummet, hvor der er flere.
Her kan man se et kyssende par - er det ikke tydeligt?
og dette par tager sig da lige en dans, eller..?
Det trak mere og mere op til regn og tordenvejr i løbet af dagen, og vi kunne følge med i hvordan det lynede og tordnede over på den anden side af canyonen, som vel var godt 25 km væk!
Vi var oppe i ca 9000 feet - dvs 3000 m - så her er sne og frost om vinteren. Derfor forandrer klipperne sig også hver sæson, de bliver formet af regn, sne og frost.
I nationalparkerne er der rigtig mange turister og vi så biler med nummerplader fra rigtig mange stater - og vi mødte flere danskere. Faktisk de første vi har mødt herovre i 8 måneder!
Vi spiste aftensmad på en lille café lige ved siden af vores hotel, og værten fortalte at der i foråret var besøg af så mange danskere at han var ved at være bange for at dronningen var alene hjemme - vi var jo sådan et lille land!!! - og endnu engang var tjeneren ved at falde i svime over Hans Christensen - som de forveksler med Hans Christian Andersen! Igen og igen må Hans forklare, at jo, det er hans rigtige navn, men at det ikke er helt identisk med H.C. Andersen, minder bare lidt om det.
Foto album:
Bryce Canyon National Park: