Fredag den 2. juli, 2011, havde vi bestilt weekend tur til Xi’an. Kl. 11:30 blev vi ringet op af vores tur arrangør om, at vores fly til Xi’an med afgang kl. 14:30 var blevet aflyst! Via Expedia i USA blev vi stillet om til en Air China repræsentant her i Kina, som ombookede os til afgang kl. 18:30. Efter ankomst i god tid i Beijing Capital Airport stillede vi os op i køen for check-in. Men da flyet ikke var åbnet for check-in endnu (og at flyet med stor sandsynlighed bliver forsinket), blev vi henvist til at prøve, at stille os i køen igen 30 minutter senere.
Denne gang var køen meget længere og det tog omkring 45 minutter bare at komme frem til check-in skranken. Endnu engang fik vi beskeden at check-in ikke var åbnet og at vi kunne prøve igen lidt senere …. hmmmrf! En amerikansk gruppe efter os fik samme besked og blev lettere ophidset og ville ikke flytte sig fra skranken.
Kort tid efter blev check-in åbnet og de stædige amerikaner fik tjekket ind. Check-in medarbejderen havde problemer med at tjekke os ind og løb rundt i lufthavn med vores pas og papirer. Til sidst opgav han og hentede en anden medarbejder, som fortalte at der ikke var flere pladser på flyet og at vi kunne komme af sted om lørdagen i stedet …. endnu mere hmmmmrf! Det ville vi ikke finde os i, da vi jo netop havde fået ombooket vores billetter til en senere afgang. Efter lidt ophidset parlamenterende fandt de pludselig pladser til os – dog var afgangen forsinket til 22:30 nu. Der var derfor god tid til aftensmad og kaffe/kage inden afgangen.
Vi havde denne gang arrangeret en guide og chauffør med bil. De skulle hente os i lufthavnen og køre os til vores hotel. Da vi oprindeligt skulle ankomme til Xi’an kl. 16:30 og havde planlagt en sightseeing om aftenen, skulle det jo ændres. Overraskende afgik flyet til ”tiden” og vi ankom til Xi’an kl. 00:30. I lufthavnen blev vi mødt af vores guide Jolene og på vej mod hotellet aftalte vi kort lørdagens program. Vi kunne kravle under dynen godt trætte kl. 2 om natten.
Xi’an har været hovedstad for Kina i flere tusinde år igennem adskillige kejserlige dynastier. I 221 f.Kr. blev Kina første gang officielt samlet af Qin-kejseren, Qin Shi Huangdi, og Xi'an blev hovedstad i denne centrale del af Nordkina. Derfor byder Xi’an på en overvældende historisk rigdom med bl.a. en spændende og overskuelig bymidte omkranset af den gamle Ming-bymur.
I dag er Xi'an provins-hovedstaden i Shaanxi-provinsen, og er en middelstor storby efter kinesiske forhold (ca. 10 millioner indbyggere). Xi'an var under Tang-dynastiet (618-906) en af verdens største byer - måske endda den største! Herfra ankom og afgik karavaner med silke, krydderier, kunst og religion ad den lange og farlige rute til centralasien - silkevejen. Efter Tang fortsatte Xi'ans betydning som handelscentrum med kontakter til især Centralasien, men efter en kort opblomstring i Mingdynastiet (1368-1644), hvor byen bl.a. fik sit nuværende navn, var den politisk og økonomisk isoleret. Med etableringen af jernbanen i 1930 begyndte Xi'ans udvikling til en moderne by.
Lørdag blev vi hentet på hotellet af guiden og chaufføren kl. 9 som aftalt. Dagens første stop var bymuren rundt om den indre by. Den 14 km lange bymur fra 1300-tallet, der er relativt velbevaret, er 15 m høj og op til 18 m bred. Inden for bymuren boede Ming kejserne og deres konkubiner, den er bygget for at holde den almindelige kineser ude, og hvis nogen uvedkommende nærmede sig blev de beskudt af pile!
Mads havde næsten 40 i feber da vi vågnede om morgenen, så vi var lidt spændte på hvordan dagen ville forløbe. Men han klarede det fint, blot han havde sin sut og sad i mors arme!
Oppe på bymuren hoppede vi på en elektrisk bil, som kørte os de 14 km hele vejen rundt. Ved hver byport (et i hvert verdenshjørne) gjorde vi et kort stop. Det var allerede meget varmt – og i løbet af dagen blev det 40 grader – det var den varmeste dag vi endnu har oplevet her, så der blev drukket rigelig med vand.
Efter bymuren kørte vi mod en terrakotta fabrik, hvor de laver reproduktioner af terrakotta-krigerne. På vej her til kørte en stor bybus ind i vores minibus, den fik dog kun en mindre skade. Vi så rigtig mange ulykker/sammenstød i Xi’an, og de kørte om muligt endnu mere hasarderet end i Beijing. Vores minibus var af det kinesisk mærke JAC og nu ikke noget at skrive hjem om :)
På fabrikken fik vi et lille foredrag om, hvordan terrakotta–krigerne laves, bl.a. at de bliver brændt i 5 dage! Jo mere vi lærte om metoden, jo mere imponerende var det at vide, at de var i stand til at lave de oprindelige figurer for 2200 år siden. Vi endte med at købe en lille terrakotta-kriger, samt en lille fin porcelænsskål.
Nu var det endelig tid til at se de rigtige terrakottakrigere, og vi kørte mod udstillingen, som ligger 25 km øst for Xi'an. Kinas første kejsers, Qin Shi Huangdis (210 f.Kr.), grundlæggeren af Qin-dynastiet, satte 700.000 tvangsarbejdere til at bygge sit mausoleum, fyldt med skatte og forseglet under en 47 m høj, kunstig bakke.
Graven er stadig uudgravet, men i 1974 opdagede bønder under brøndudgravning store underjordiske kamre fra omkring 210 f.Kr. Arkæologer fandt her 8.000 terrakottakrigere i naturlig størrelse og med fuldt krigsudstyr. Hver eneste terrakottakriger er forskellig med en utrolig stor detaljerigdom. Desuden indeholdt kamrene stridsvogne, våben, redskaber og pilespidser i store mængder.
Senere udgravninger har afsløret et underjordisk træ-kammer med ceremonielle rustninger og hjelme, fremstillet af stenflager holdt sammen med metaltråde. Hele området hvor terrakotta-krigerne er fundet er jo en kejsergrav og han beordrede som sagt 700.000 mænd til at arbejde i 37 år for at lave disse. Da graven stod færdig, blev de alle levende begravet for at bevare hemmeligheden omkring hvor graven var!
Inden vi gik ind i selve museet besluttede vi os for at spise frokost på Subway. Da al strøm var gået i hele området spiste vi vores sandwich og drak lunken vand i varmen, uden aircondition. Puha det var altså meget varmt den dag!
Det var en utrolig stor oplevelse at se terrakotta-krigerne, ufatteligt at de har kunnet lave dem så detaljeret for over 2200 år siden. 2.000 terrakotta-krigere er udgravet og man ved at der er yderligere 6.000 uudgravet. Det har man undersøgt via røntgen. Grunden til at man ikke har udgravet disse endnu, er at man endnu ikke har fundet en metode til at bevare deres farver. Da man fandt krigerne i 1974 gik der ikke mange minutter efter at soldaterne var ude i den fri luft før farverne var helt væk!
I området er der er i alt 4 grave. Grav 1 er den største med de 8.000 soldater, som er opdelt i 11 korridorer, som er over 3 meter brede. Terrakotta-krigerne er i graven opstillet i militære formationer ud fra rang og position.
Grav 2 er kavaleri- og infanteri-enheder, samt krigs vogne og menes at repræsentere militære vagter.
Grav 3 er kommandoen stillingen, med højt rangerende officerer og en stridsvogn. Grav 4 er tom og tilsyneladende ikke færdiggjort. Hele begravelsesområder spreder sig over 225 km2, mens selve Qin-kejserens mausoleum er på 8 km2.
Hvad selve kejsergraven skjuler, er der ingen der ved. Den ligger stadig uberørt under den 46 m høje tæt bevoksede gravhøj et godt stykke fra selve fundet af terracotta-krigerne.
Den siges at være beskyttet af kviksølv dampe fra flydende kviksølv. Derfor har det ikke været muligt at udgrave den (endnu!).
Ved museums-udgangen sad den sidste nulevende bonde, som gjorde det store fund i 1974 og er nu er blevet ”forfremmet” til at arbejder i en souvenir butik. Vi frastod at købe en bog, som var kravet for at tage billede sammen med ham – det på trods af, at han er blevet fotograferet sammen med Bill Clinton!
Tilbage på hotellet, kunne vi lige hvile en times tid inden der var tid til aftensmad. Vi nåede alle lige et opfriskende bad – efter at have svedt temmelig meget den dag!
Aftensmaden fik vi nabohotellet Sofitel – en meget lækker buffet, med alt hvad hjertet begærer. Endda Hans´egen øl !! ;-)
Da Mads stadig havde næsten 40 i feber, blev Lisa hjemme ved ham om aftenen, da de andre tog ind for at se vandshow ved Den Store Gåsepagode. Den Store Gåsepagode, som ligger ca. 5 km syd for bymidten, hvis oprindelige fem etager stammer fra midten af 600-tallet, og udgjorde rammen omkring verdenshistoriens største oversættelsesprojekt af buddhistiske sanskrittekster til kinesisk. Den nuværende 64 m høje pagode er resultatet af adskillige renoveringer og tilbygninger.
Hjemme på hotellet igen kl 22, og alle mand var godt trætte efter den meget oplevelsesfulde dag. Godnat!!
Søndag morgen stod vi op til regnvejr. Men det holdt op lige i det øjeblik vi blev hentet fra hotellet af guiden. Det var overskyet resten af dagen, men holdt tørt. Mads havde det bedre, men var stadig lidt mat. Efter vi havde tjekket ud fra hotellet, kørte vi til det muslimske kvarter og gik en tur i basaren der. Det blev da også til lidt små indkøb.
Vi fik også set trommetårnet, som blev bygget i 1380 under Ming dynastiet. Fra tommetårnet vi kunne kigge over mod klokketårnet. Trommetårnet og klokketårnet blev brugt til at angive tiden og for at fortælle, hvornår byportene skulle åbnes og lukkes.
Herfra var det tid til frokost. Igen blev det Subway – en sandwich ved man hvad er! Bagefter gik vi en tur i en gade hvor kalligrafiskolen ligger, og dermed var der mange boder og steder med kalligrafi. Det siges at der er over 60 universiteter i Xi’an, men ok, de kaldte også kalligrafiskolen for et universitet, så det er lidt på en anden måde end i Danmark.
Vi havde meget god tid i lufthavnen, så vi måtte havde den is vi slet ikke nåede at få i løbet af weekenden – og det skulle gøres med manér!!
Vi var helt hjemme i lejligheden i Beijing igen ved 21-tiden. Efter en skøn weekend, med mange oplevelser.
Foto album:
Beijing, Solana.
Beijing, Huton Cykelrickshaw.
Beijing, Tromme Tårnet.
Xi'an, City Wall, Del 1.
Xi'an, City Wall, Del 2.
Xi'an, Art Ceramic Factory.
Xi'an, Terra Cotta Army Museum.
Xi'an, Terra Cotta Army Museum, Pit 1.
Xi'an, Terra Cotta Army Museum, Pit 2.
Xi'an, Terra Cotta Army Museum, Pit 3.
Xi'an, diverse.
Xi'an, Store Vildgås Pagode Show.
Xi'an, Muslimske Kvarter.
Xi'an, Tromme Tårnet.
Xi'an, Kalligrafi Gade.