Fredag den 29. april, 2011 fløj vi fra Beijing til Shanghai for at holde en forlænget weekend der. Hans havde fri om mandagen (Labor Day), så hjemrejsen tilbage mod Beijing var først mandag sidst på eftermiddagen.
Hotellet som vi havde booket lå i gå afstand til den central del af Shanghai. Selvom det var mørkt da taxien kørte os mod hotellet, kunne vi godt fornemme på alle højhusene med lys i alle farver at det var en moderne storby vi var kommet til. Vores værelse lå højt oppe med en udsigt til floden Huangpu over mod Pudong.
Vi ankom til vores værelse kl. ca. 20, og efter at Mads var puttet, fik vi bestilt roomservice og så engelsk royal bryllup i fjernsynet. Vi var klar til at begynde sightseeing straks efter morgenmaden lørdag morgen.
Vi startede med at gå ned til The Bund som er Shanghais brede havnepromenade langs floden. På den ene side af flodbredden ligger de gamle store koloni bygninger i empire stil som tidligere var Shanghais symbol på penge og magt. I 1930’erne var stedet her Shanghais ”Wall Street” og var hjertet af det engelske og amerikanske kvarter. Mod Nord over Suzhou bifloden havde Japanerne besat området under 2. verdenskrig og adgangen dertil var via Kinas første stålbro fra 1907.
På den anden side af floden ligger Pudong, som i 1990 kun var rismarker og er nu gigantiske skyskraber med det glimtende TV tårn (Oriental Pearl TV Tower), som det mest iøjnefaldende varetegn. Om aftnen er der neon lys på alle skyskraberne og nogle endda med kæmpe store reklame skærme. Tur-bådene er også oplyst af mange farver når mørket falder på.
Hvis man gerne ville have et stille øjeblik for sig selv er det ikke på The Bund man skulle være. Her samles tusindvis af kineser/turister for at forevige det gamle Shanghai sammen med det nye funklende som er symbolet på det nye Kina fra morgen til aften. Og ja, vi ved godt vi gentager os selv, men igen her blev der næsten taget lige så mange billeder af Mads som af The Bund :).
Lidt syd for The Bund ligger Yuyuan Bazaar, som også kaldes ”det gamle kinesiske kvarter”. Selve basaren er nyopført i gammel Ming- og Qing-dynastiernes byggestil med grå tegl og tagskæg, hvide mure og røde søjler. Her ligger 100-vis af små butikker, te-huse, restauranter og snackbarer – alt det turisterne efterspørger.
Der er dog et par undtagelser til ovenstående ”turist fælder” og det er Yuyuan Templet, Yuyuan Garden og Huxinting te-hus, som ikke er nyopført.
Yuyuan Templet som kaldes Bygudernes Tempel er stedet, hvor kineserne ofrer til byguderne, som har styr på de døde sjæle af tidligere Shanghai borgere. Templet er fra 1403 men efter revolutionen i 1949 gik det i forfald og blev bl.a. brugt til forretning. Nu er det restaureret igen med bl.a. nye byguder.
Huxinting te-hus er Shanghais mest berømte te-hus bygget i 1784, hvor samtlige prominente udenlandske gæster – fra Hillary og Bill Clinton til Dronning Elizabeth har nydt en kande te – og nu også os! Man kommer over til te-huset via ”De Ni Svings Bro”, som er zig-zagget for ifølge kinesisk tradition kan de onde ånder kun bevæge sig i lige linier. Da vi kom indenfor og ”bestilt” bord troede vi egentlig bare, at vi ville få en kande te. Men nej, vi blev henvist til et specielt bord, hvor der var mange forskellige typer te i glasskåle. En dame fortale om de forskellige typer, hvor de kom fra, hvad de bestod af, hvor gamle de var osv. Da vi havde valgt 2 forskellige typer, fortalte hun om te-brygge-metoden – først skal te’en skoldes, for bl.a. at rense og blødgøre te’en og den ”bryg” skulle ikke drikkes. Dernæst bryggede hun te’en til os ad flere gange, da den sagtens kunne genbruges adskillige gange. Alt i alt en spændende oplevelse på et historisk sted, og vi fik en masse information om te vi ikke vidste.
Yuyuan Garden er en lille have konstrueret på en måde så den syner langt større. Haven blev skabt i 1559 til 1577 af en rig embedsmand, Pan Yunduan, som fik den anlagt til sine forældre. Haven har masser af pavilloner, kunstige landskab af jadeklipper, gamle ginkgotræer og damme med fede karper. Det var lidt besværligt at komme rundt med klapvognen i haven, da der er en del trapper. Der var en helt specielt atmosfære inde i haven, meget stille og fredfyldt – meget modsat den travle basar lige udenfor og ikke at nævne The Bund som ligger under en kilometer herfra.
På vej tilbage mod hotellet kom vi igennem de gamle gader, hvor de lokale stadig tørrer deres tøj på bambus pæle ud fra altanen og vinduerne.
Det var en rigtig god dag med masser af spændende oplevelser og blev sluttet godt af med et lækkert måltid sushi.
Søndagen startede vi med at gå mod Folkets Plads (Renmin Square), som er blevet Shanghais nye kulturelle centrum med museer, teatre, koncertsale, parker og store hoteller. Hvis man ser området fra oven ligner det formen på en væddeløbs bane – og det er ikke så mærkelig endda, da Briterne i 1862 netop byggede en hestevæddeløbsbane der. Men i 1990 er den blevet jævnet med jorden og erstattet af bygninger og parker.
Flere af bygningerne har elementer af cirkler og kvadrater, som på kinesisk symbolisere Himlen (cirkel) og Jorden (kvadrat).
Et sted i parken var der samlet rigtig mange folk, der sad med sedler og der hang lige så mange i buskene. Vi undrede os over hvad dette mon betød. Har senere fået oversat sedlerne (v.h.a.fotos) og det viste sig at det var forældre der ledte efter kærester/ægtefæller til deres børn. På sedlerne stod der personlige oplysninger, og så var det bare at vælge. Det var en noget mindre moderne udgave af internetdating!!
I den ene ende af parken starter gaden Nanjing, som er en bred gade omdannet til gågade. Her er alle de berømte modehuse repræsenteret. Da vi gik en tur ned af ”strøget” føltes det som om alle de mennesker vi så dagen før på The Bund var fulgt efter os – det var tæt pakket med mennesker!
Da vi først havde en flyafgang sidst på eftermiddagen om mandagen, kunne vi lige nå at opleve lidt mere inden vi skulle ud mod lufthavnen. Vi blev dog lidt forsinkede da vi kom til at tænde for CNN og så, at Obama ville gå live på om kort tid. Vi så lige Obama give nyheden om Bin Ladens død, og så var det check-ud tid.
Selvom vejret var lidt gråt, ville vi en tur op i TV tårnet som ligger i Pudong. Der var flere muligheder for at krydse floden så vi valgte Bund Sightseeing Tunnel. Man bliver kørt under floden i små tog-vogne i Bund Sightseeing Tunnel, hvor selve tunnelen er oplyst af et lysorgie i alverdens farver med tilhørende musik.
TV tårnet er 468 meter højt og er designet som ”store og små perler, der falder ned i en jadeskål”. Udsigtsplatformen ligger i 263 meters højde, hvorfra der er en storslået udsigt til de andre skyskraber på Pudong siden og The Bund på den anden side af floden. I den nederste del af udsigts platformen var gulvet af glas, så man kunne kigge direkte 263 meter ned – det kildede lidt i mave at gå der!
Foto album:
Shanghai, Hotel Salvo.
Shanghai, The Bund dag.
Shanghai, Yuyuan Bazaar.
Shanghai, Yuyuan Tempel.
Shanghai, Yuyuan Garden.
Shanghai, Huxinting Tehus.
Shanghai, Folkets Plads.
Shanghai, The Bund nat.
Shanghai, Oriental Pearl TV Tower.