Uge 9: Den Forbudte By

Lørdag den 5. marts, 2011 var vi i Den Forbudte By. 24 kejsere har regeret Kina gennem 492 år fra Den Forbudte By. Den Forbudte By var sæde for Kinas regering under Ming- og Qing-dynastierne fra 1422, hvor den tredje Ming-kejser Zhu Di flyttede hovedstaden hertil fra Nanjing.

Den Forbudte By måler 760 m fra øst til vest og næsten 1 km fra nord til syd - vi synes nu at der var meget længere fra indgang til udgang! Det siges at over 1 million arbejdere, var med til bygningen af Den Forbudte By, som varede i over 15 år med materialer fra hele Kina. Bag en bred voldgrav og en 3400 m lang og godt 10 m høj mur gemmer der sig 800 bygninger med 9.999 rum, der har huset kejsere og kejserinder, konkubiner og eunukker, kunstnere og munke og utallige embedsmænd og tjenestepiger. Her levede skiftende kejsere i ufattelig materiel rigdom – og totalt isoleret fra livet i resten af Kina. I 1987 kom Den Forbudte By på UNESCO’s liste over Verdens Kulturarv.

Efter kejserdynastiets fald i 1912 gik også kejserpaladset langsomt i forfald. Den sidste kejser, Puyi, fik lov til at blive boede i paladset frem til 1924, men helt ufattelige mængder af kunstskatte sivede langsomt ud gennem portene – båret af ministre, embedsmænd og eunukker.

I ugen efter vores besøg i Det Forbudte By købte vi filmen ”Den sidste Kejser” – det var rigtig godt at se den – og få lidt historie på denne måde.

Op til OL i 2008 blev Den Forbudte By restaureret, og de gule tage funkler nu som i kejsertiden. Det er kun kejserens bygninger der må have gule tage i hele Beijing.

Det var meget svært at komme rundt i Den Forbudte By med klapvogn (det tænkte de ikke helt på i 1400-tallet da det blev bygget), så vi skiftedes til at gå lidt rundt. Det var noget af en udfordring for den der blev tilbage med Mads, da der hurtigt samles 10-15 mennesker for at se ham – og tage billeder. Han fik det kinesiske flag stukket i hånden og kameraerne klipsede derud af …

…. Vi afbryder lige skriveriet da Mads den 17. marts tog sine første skridt ….

Den vigtigste bygning i Den Forbudte By – ja i hele det gamle Kina er tronsalen Den Absolutte Harmonis Hal. Den ligger på en kæmpe marmorterrasse sammen med to andre sale midt i paladset. Ingen måtte bygge højere eller prægtigere end dette kejserlige vartegn. Der er 11 figurer på taget af denne bygning, og alle andre bygninger vil altid have mindre end dette. Dette symboliserer rangen af bygningerne, dvs. ved antallet af figurer på taget.

Vi valgte eller rettere sagt vores taxi-chauffør valgte, at vi startede fra den nordlige port og derefter arbejdede os mod syd.

Så da vi forlod Den Forbudte By kom vi ud til Den Himmelske Fredsplads gennem hovedindgangen Den Himmelske Freds Port, hvor Mao Zedongs kæmpeportræt hænger. Mao proklamerede Folkets Republik den 1. oktober 1949 fra toppen af bygningen. De store kinesiske skrifttegn på hver side af formand Mao proklamerer ”Længe Leve Den Kinesiske Folkerepublik” og ”Længe Leve Harmonien Mellem Verdens Folk”.


Foto album:

Beijing, Den Forbudte By.

Tags: