Vi boede på US Grant, der er et 5-stjernet hotel tæt ved Gaslamp Quarter. Det var en hel oplevelse at bo på dette hotel, da vi ikke er vant til at få en 5-stjernet service på de hoteller vi bor på. Det viste sig at US Grant var på top 100 listen over de bedste hoteller i verden – og vi fik det til en favørpris!!
Da vi ankom aflevere vi bilen i Valet parking, og de parkere bilen for os, dernæst var der én der fulgte os ind til check-in med alt vores baggage og bagefter en anden person der leverede vores kufferter op på værelset. Mads havde et lille ”uheld” og måtte i bad i håndvasken kort tid efter vi var ankommet!!
Hver aften var der ”Turn down service”, mellem kl 18-21 kom de på værelset, og gjorde vores senge klar til natten, lagde et lille tæppe på gulvet ved sengen som man kunne ”tørre” fødder i inden man svang sig op i seng, rullede gardinerne ned, satte en flaske vand på natborden, chokolade på hovedpuden, tændte lyset på badeværelset, fyldte is i isspanden og tændte radioen med stille musik. Ja, vi var helt overvældet da vi kom tilbage på hotellet efter en gåtur og aftensmad i Gaslamp Quarter (Gaslamp Quarter var tidligere et betændt og forfaldent kvarter men er nu trygt område med restaureret victorianske huse med restauranter og barer). Og for resten, hver morgen fik vi leveret avisen, det eneste der manglede på dette hotel var morgenmad – som vi måtte finde ude i byen (mod at spise på den meget dyre restaurant på hotellet).
Da vi næste morgen kom ned, gik Hans ud for at få bilen kørt frem mens Lisa ventede med Mads, lød der et : ”Good Morning Mrs Christensen” i foyeren. Imponerende når man tænker på hvor mange mennesker der boede på dette hotel!

Denne mandag formiddag havde vi valgt at køre over til Coronado øen, desværre var vejret ikke særlig godt. Vi så dog det berømte hotel Del Coronado (bygget i 1888), hvor Thomas Edison personligt har installeret det elektriske lys. Der er masser af historier at fortælle om dette sted, bl.a Englands Edward d 8 mødte sin kone her, filmoptagelse med Marilyn Monroe mm.
Tilbage på fastlandet besøgte vi Balboa Park, og nød eftermiddagen her. Balboa Park er et stort åndehul midt i San Diego, da man i 1868 var så fremsynet at reservere over 4.5 km2 jord til parken. I parken ligger bl.a. det verdensberømte San Diego Zoo men vi besøgte gaden El Prado, hvor der er flotte bygninger i spansk kolonistil, der blev bygget i anledningen af Panama-udstillingen i 1915. Vi så bl.a. California Tower som er en efterligning af Mexico Citys katedral, Spreckels Organ Pavilion med et 4445 pibers orgel fra 1914, en kaktus have og Spanish Village Art Center som er en lille landsby med 37 arbejdende kunstner. Heldigvis blev det bedre vejr i løbet af eftermiddagen.
Aftenen gik med et besøg i Seaport Village. Seaport Village er et forsøg på at skabe en stemning som i en gammel havneby med mange små forretninger (bl.a. en butik med skandinavisk tingel-tangel) og mange restauranter. På vej til Seaport Village kom vi forbi Martin Luther King Memorial Walk med citater og skulpture.
Tirsdag var det lidt bedre vejr, så vi kørte til La Jolla, der ligger ud mod vandet og er kendt som San Diegos Beverly Hills. Mads var lidt ked af det, så den sene morgenmad var lidt stressende trods den meget flotte udsigt (og på trods af en stor havmåge spiste halvdelen af Hans’ mad). Vi gik en lille tur i byen og langs vandet. På en af klipperne lå sælerne og solede sig.
Bagefter kørte vi til Cabrillo point, som er en halvøen mest kendt for, at i januar og februar valfarter 25.000 gråhvaler tæt forbi kysten - vi så dog ingen denne dag. Der er en flot udsigt over hele San Diego fra stedet som også har en statue af Juan Rodriquez Cabrillo, som er den første hvide mand på Californisk jord.
Som tidligere beskrevet er San Diego en flådeby, og vi kunne fra Cabrillo se hele vejen rundt i havneområdet se massevis af flådefartøjer.
Under hele vores ferie oplevede vi at det var meget let at rejse med Mads, overalt var der plads til barnevognen, og han var velkommen overalt. Det var ikke svært at finde muligheder for bleskift, feks. var der både i Balboa park og ved Cabrillo point et specielt diaper-changing room, med bord og håndvask – så det var fint. Ellers blev vi gode til at skifte ble siddende med ham på skødet på bagsædet i bilen, ligesom amningen foregik her de fleste gange.
Vi sluttede vores rundtur af med et besøg i den gamle bydel af San Diego: Old Town. Der skulle være restaureret huse fra 1821-1872 med en hyggelig og livelig område – nærmest som en mexicansk landsby - men vi syntes dog det var lidt for turistplaget og kulisseagtigt. Men vi fik da et fint mexikansk måltid som en sen frokost.
Om aftenen var vi så trætte at vi bare spiste en subway-sandwich på værelset.
Onsdag tjekkede vi ud fra US Grant – valet parking medarbejderen, som selvfølgelig kunne huske Mr. Christensen, valgte at vi selv skulle pakke bilen da det også var ham som modtog os i søndags og kunne se hvordan A5’eren var sirlig pakket for at have plads til det hele. Vi satte kursen mod Palm Springs, hvor vi havde booket 2 nætter.
Foto album: