Road Trip 2010w15

Uge 15: San Francisco

Onsdag var Mads ved børnelæge til 2 mdrs kontrol. Han vejer nu 4540 g og er 58,5 cm. Børnelægen synes at han vejer i det mindste, men han trives fint og er glad og tilpas.

Han er begyndt at være meget mere opmærksom og "pludrer" og griner højlydt. Det er herligt. Her er et link til en kort video af Mads på YouTube: http://www.youtube.com/watch?v=XWLZRfM3Avw. Han fik denne gang 5 vaccinationer, så vi var lidt spændt på hvordan han ville reagere på dette. Men han har klaret det rigtig fint, og ikke været specielt påvirket heraf.

Det er blevet til flere små gåture med barnevognen i løbet af ugen og også enkelt gang med mor i Fítness-rummet.

I weekenden havde vi rigtig godt vejr. Lørdag havde Hans booket tid hos en golftræner for at få lidt hjælp til at rette svinget til. Det gik fint, og nu er det "bare" om at få trænet lidt. Det er jo ikke blevet til så meget på det seneste.

Denne lørdag var også Mads' 2 måneders fødselsdag så traditionen tro blev der afholdt en lille foto-seance.

 

Søndag kørte vi til San Francisco.

Vi gik en tur i området omkring Union Square. Vi kom forbi en gade med butikker som Chanel, Gucci og Wolford. Den var lukket for trafik, og der stod to personer og sang opera.

For enden af gaden var der en lille café/delikatesse med borde udenfor. Her nød vi vores frokost, mens vi kunne lære i guidebogen af det ikke var en helt alm gade vi var havnet i: "Gågaden Maiden Lane var indtil jordskælvet i 1906 et barsk luderkvarter. Nu kommer her kun pæne damer på udkig efter Haute couture, smykker eller kunst. Xanadu i nr 140 blev tegnet af arkitekten Frank Lloyd Wright i 1949 - den spiralformede gang mellem etagerne blev en prototype på Guggenheim-museet i New York. Forretningen sælger kunst og antikviteter".

Vi havde under frokosten lagt mærke til at folk tog billeder af bygningen lige ved siden af os. men vidste ikke hvorfor. Xanadu var dog lukket, så vi kunne kigge ind af døren, og dermed ikke se den berømte spiralformede gang.

Vi gik ned mod Yerba Buena Gardens. Det er et kunstnerisk åndehul midt i San Francisco. I skulpturparken kan man bl.a. se bronzestatuen "Shaking Man" - en forretningsmand der rækker adskillige hænder frem.

Vi købte en kop kaffe og brugte eftermiddag på plænen i parken! Det var skønt vejr og folk nød solen overalt i San Francisco.

I parken var der også et vandfald - 6 m højt og 15 m bredt til minde om Martin Luther King Jr. Bag det er der 12 citater fra hans taler.

Ved aftenstid kørte vi mod Baker Beach for at få nogle billeder af Golden Gate fra en ny vinkel. Der var stadig masser af liv på stranden selvom klokken snart var 19. En sjælden dag i San Francisco, hvor det oftes er koldt!

Vi fik aftensmad på en Thai restaurant inden vi kørte tilbage mod San Jose.


Foto album: